Vi tog afsted fra Torrey og Capitol Reef nationalpark efter 3 dejlige dage hvor vi kom helt ned i tempo. Kørte videre ad Utahs eneste All-American Highway (som vist er en top-10 over smukke veje i USA (se http://www.scenicbyway12.com/)). Den var super flot med mange udsigtspunkter, og masser af dyr at se på (godt nok mest køer (midt på vejen) - vi så kun et enkelt rådyr og et murmeldyr (som vi også var ved at køre over)).
En rigtig smuk del af Scenic Byway 12 som vi kørte ad.
Ronja er ved at være rigtig gode venner med autostolen efterhånden, så hun sov det meste af de 3 timer det tog at køre ad vejen ned til Bryce Canyon Nationalpark. Lige for tiden skider hun igennem ble og tøj ca en gang om dagen, så vi startede lige med at få vasket noget tiltrængt vasketøj.. Vi er ved at ha prøvet en del blemærker herovre, inkl. et mærke med parfume i (så nu kan jeg se hvor den der med at piger ikke prutter, det dufter altid kun af roser kommer fra, haha..) og har åbenbart endnu ikke fundet nogle der er læksikre. Og det på trods af at flere af dem har store mærkater med leak-proof og ekstra læk-barrierer, så er der ikke nogle af dem der kan holde til de atom-skidere som Ronja kan levere.. Skal man være stolt af det som forælder? I hvert fald er der ikke problemer med hård mave som følge af fast føde heromkring..
Nå, men da vi så havde vasket dagens portion Ronja-tøj, kørte vi ind i Bryce Canyon National Park, hvor dette syn mødte os:
Bryce Canyons hovedattraktion er en masse hodoos (sandstenssøjler) som står side om side i et meget stort område - vildt flot!
Vi vandrede ned til bunden af søjlerne i noget der mindede om 30 graders varme - puha!
Fra Bryce Canyon kørte vi videre til Zion Nationalpark (vi tog virkelig nogle nationalparker lige i streg dér!) Jeg var egentlig lidt mættet med storslået natur, og havde lidt dårlig samvittighed over ikke at sætte mere pris på det, men da vi nåede Zion fik den lige et hak opad, oplevelsen. For det var noget helt nyt igen: Kæmpe bjerge, frodig dal og nogle rigtig flotte stier at vandre ad.. Og så fik vi set Desert Big Horn Sheep og en KÆMPE edderkop!
De 3 kømpe toppe her blev navngivet Abraham, Isac og Jacob af de første mormoner.
Og SÅ havde vi fået nok natur, og er derfor nu i Las Vegas og får lidt smog ind i luftvejene igen.. For lige at blive akklimatiseret er vi blevet indlogeret på 36. etage på The Palazzo (http://www.palazzo.com/) Det ligger lige på The Strip, og igår gik vi fra vores hotel i den ene ende af The Strip til den anden ende, fordi vi ville se alle de vilde hoteller der er her.. Og selvom det var 35 grader udenfor, så gik det ret fint, for indenfor i casinoer og lobbyer er der dejlig køligt. Vi nåede igår at være:
Oppe i Eiffeltårnet i Paris Las Vegas,
Inde i en pyramide i Luxor hotellet,
Inde og se Belaggio som Oceans 11 blev indspillet omkring.
Derudover var vi i New York og så frihedsgudinden og Empire State Building,
Jeg fik prøvet en oxygen bar på Exalibur hotellet (hvor Søren noget skuffet måtte konstaterer at alle stenene på slottet ikke var ægte sten) og
Vi så vulkanen på Mirage gå i udbrud,
og de 2 løver i løveburet hos MGM Grand!
Og så var vi selvfølgelig i 'Venedig' (hvor man kan få en tur i godolerne på 2. sal under den kunstige himmel):
Søren ved kanalerne under den kunstige himmel på The Venetian
Så det var én på opleveren for os alle 3. Ronja er iøvrigt ret vild med casionerne - alle de ting der blinker og dytter og musik der spiller hele tiden, det er lige hende:
Jeg lavede på turen en kvalitativ undersøgelse af standarden på de forskellige hoteller ved at tjekke toiletterne samtlige steder, og må sige, at Belaggio vinder med et snævert forspring - marmor på gulv, vægge og loft er bare svært at komme op på siden af.. Paris Las Vegas kom dog lige efter med deres sminkeborde med røde velourskamler til ude på toiletterne :-)
Idag har vi dels brugt på at tjekke deres kæmpestore outlet i den nordlige del af byen ud, dels ved poolen i det lækre poolområde.. Ronja var super glad for at komme i vandet igen, og var også ret vild med at ligge lidt i skyggen bagefter. Dejligt for de to trætte forældre som gerne ville hvile en lille smule..
Hun har iøvrigt fået tand nr. 2 nu, og er overraskende mobil, især hvis der er noget hun gerne vil have fat i.
Top 3 over ting hun virkelig gerne vil grabse hvis hun kan komme til det er:
1. Papir, helst en fed folder som kan gnaskes i stykker
2. Fjernbetjeningen, hun er lynhurtig hvis den er i nærheden
3. Ens kaffekop/glas/alt hvad der står på borden hvis hun sidder på skødet!