mandag den 19. september 2011

Smuk, smukkere, smukkest, og om at have den helt rigtige vægt

Vi nåede endelig frem til Grand Canyon, og det var hele køreturen værd! Havde godt hørt fra andre, at det var vildt at se i virkeligheden, og selvom jeg egentlig følte at jeg ikke kunne blive overrasket ved synet (billeder derfra er trods alt rimelig velkendte..) så blev jeg altså meget overrasket og overvældet over HVOR stort og vildt det var da vi stod der på kanten.. Så der blev taget billeder, rigtig mange billeder!

Vi var så heldige at vi fik et værelse i Grand Canyon Village som ligger inde i selve nationalparken (normalt bliver det fyldt op måneder inden, og man er derfor tvunget til at bo i en by et stykke derfra, men vi fik et værelse på afbud da vi ringede samme dag som vi ville ankomme) og vi kunne derfor nyde både solnedgangen om fredagen da vi ankom og solopgangen morgenen efter:

Solnedgang over Grand Canyon

Solopgang over Grand Canyon

Forresten så kan jeg afsløre, at det der solnedgang, det bliver efterfulgt af mørke.. som i totalt mørke.. Og ikke at det er nogen nyhed, men alligevel havde både Søren og jeg lige glemt at medregne det i beregningen af gåtur op til og tilbage fra kanten af Grand Canyon, så tilbageturen foregik i fuldstændig sort nat (vi var midt i en nationalpark hvor der ikke ligefrem var gadelamper..

Efter vi havde set solopgang over Grand Canyon kunne vi slappe af i et par timer på vores lækre værelse:
Ronja slapper af ved at gnaske sig gennem guide over Grand Canyon..


Og SÅ var det tid for mor her til at få én på opleveren:

Jeg er klar til afgang, og der ER sommerfugle i maven på det her tidspunkt..

En helikoptertur over Grand Canyon, når man ikke har prøvet at flyve i helikopter før, dét er altså vildt!! Da jeg checkede ind til turen blev jeg bedt om at stille mig på en plade i gulvet foran skranken.. Det undrede mig lidt hvad jeg skulle dér, for de havde ikke noget kamera til at tage billede med (som jeg gik ud fra det var til).. Det viste sig så, at jeg var blevet vejet, og at pladserne i helikopteren blev fordelt efter vægt! Vi skulle 6 mennesker ud og flyve på turen, og det betød, at 2 skulle sidde foran hos piloten, og 4 bagved på en række.. Og da jeg ikke kendte nogen af de andre, ville en midterplads bagi være rimelig træls, og begrænse udsynet en hel del. Men jeg var superheldig (og havde åbenbart det rette vægt), for jeg fik pladsen foran, ude ved vinduet, juhu! Så der blev taget en hel del billeder på den tur (hurra for digitalkamera!) 


Udsigten over Coloradofloden og Grand Canyon fra en helikopter :-)

Efter den oplevelse var vi klr til at køre videre (også Søren, selvom han meget generøst tog Ronja-tjansen mens jeg var ude og flyve)..
Turen gik videre til byen Page, hvor vi skulle på tur i Antelope Canyons dagen efter.. Antelope Canyons er ikke et sted man hører meget meget om, men vi havde fået det anbefalet, og lagde derfor turen forbi der.. Selve kløften er gravet af vand og vind i den røde jord inde i et Navajo reservat, og ændrer sig hele tiden alt efter hvordan vinden og vandet sliber siderne af kløften.. Den er ret smal, og på visse steder kunne man kun lige passere forbi hinanden.. Vi havde en lokal navajo indianer som guide, og det gav lige turen 50% ekstra - han fortalte en masse om stedet og traditioner, og havde sin fløjte med, som han spillede på for os inde i kløften - meget smukt! Vi sad foran i pickup'en på vej derud og tilbage igen, og der fik han fortalt en masse om kulturen og hans familie og hvad det betød for ham at være guide på turene og hvad han ellers lavede - han snakkede faktisk rigtig meget!

Det specielle ved Antelope Canyon er de billeder man kan tage derinde, som blive helt fantastisk smukke, og giver nogle helt specielle farver:


Det var en meget stor oplevelse at se Antelope Canyon!

Derfra kørte vi videre gennem 'John Wayne Land':

Monument Valley (John Waynes hjemland) blev set fra highway 163




 Tænk engang at se SÅ imponerende (og forskellige) landskaber i løbet af få dage!

Vi har det godt alle 3, og Ronja tager nogle syvmilespring lige i øjeblikket, hun har nemlig lært at rulle fra ryg til mave (og laver nu ikke andet, hverken når hun er vågen eller i søvne!) Og det er en svært tilfreds baby vi har lige for tiden, for nu kan hun jo pludselig få fat i ting som før var uden for rækkevidde!

Og så har hun igår fået grød for første gang:
Grøden var en kæmpe succes, og hun spiste sig gennem knap en halv portion :-)

Lige nu sidder jeg på vores terrasse ved den superlækre hytte vi har overnattet i i nat. Ronja sover ved siden af mig i barnevognen. Vi kørte igår ind i Utah, som er en time forud for Arizona (så vi er nu 8 timer efter Danmark), og det har forskudt vores eller fine mønster lidt.. Så er lidt spændt på hvor glidende det går, når vi om lidt skal videre nordpå, mod endnu en nationalpark..


3 kommentarer:

  1. SMUKT SMUKT SMUKT!
    Er ret sikker på at det dér er sundt for øjnene! :-)
    Og seeejt med helikoptertur! Fedt lige at have den gode vægt dér :-)
    Ronja, du ser da godt nok svært tilfreds ud, hahaha :-) Har I fundet noget OK grød derovre, uden alt for meget GMO i?
    Og sejt med mere bevægelsesfrihed nu! Tillykke med udviklingen :-)

    Hvordan går tidsplanen på rundturen, i forhold til de dage, I har sat af til det? Synes umiddelbart at det virker til at I rykker jer ret hurtigt...
    Her går det godt. Det nye røde flertal er i gang med at forhandle, så om R kommer med i regeringen sammen med S og SF eller ej, det er lige nu stadigt på bordet. Spændende, spændende! DF er stadigt Danmarks 3. største parti, skræmmende - og den primære årsag til at flertallet skiftede, var at Konservative har kludret i det, med rent personlige sager... Så det er jo ikke svært at ændre, som det havde været, hvis det var politikken, som danskerne ikke længere var enig i. Enhedslisten har fået 12 mandater (havde 4 før), og SF har mistet 7... Radikale har nu ét mandat mere end SF... Så det er ganske ganske spændende! (synes jeg :-))

    Kh. Moster T

    SvarSlet
  2. @Søs: Jeg havde købt noget grødpulver hjemmefra, som vi kunne starte op på, for at være sikker på hvad det var hun fik. Men det holder ikke hele vejen, for hun tager godt fra, så vi skal vist snart ud og købe noget herovre. Der findes en supermarkedskæse (Wholefoods) som kun sælger økologiske produkter (så vidt jeg ved) så der må vi kunne finde noget der er ok..
    Det går rigtig fint med tidsplanen i forhold til de dage vi har til rådighed, vi satte os ned og plottede ruten ind, og beregnede antal dage, og det passer meget godt, så vi kan tage et par dage eller 3 hvor vi nu vil..
    Og ja, bliver spændende med regeringen, vi følger skal med herovre fra når internettet er med os :-)

    SvarSlet
  3. Altså, altså, altså - hvor spændende. Jeg er bare så misundelig på den helikoptertur!!
    Det er da bare så mange store og fantastiske oplevelser I har - når I at forøje det??
    Og så Ronja, hun har da bare været såååå klar til at få lidt fast føde. Den store åbne mund siger det hele!!Nu mangler hun bare at forlange at spise selv!! Hvor er hun altså sød. Sover hun så bedre om natten??
    Vi var i går til sølvbryllup, en af de sædvanlige "Stenagerfester". Therese tog med hjem og vi havde en rigtig hyggelig formiddag med en lang travetur ved stranden. Det er en dejlig "nyfødt" datter efter hun har fået afleveret kandidatopgaven.
    Fortsat god tur. Pas godt på hinanden. Kærlig hilsen Mormor

    SvarSlet